A.Vogel Blog
Echinacea purpurea

Læs også den unikke historie om hvordan vi høster Echinacea planten i A.Vogel haven i Roggwil i Schweiz

Historie

Slægtsnavnet Echinacea kommer af det græske ”echinos” (pindsvin), som hentyder til det piggede blomsterhoved. Purpurea er det latinske ord for purpurrød. Solhat var en af de vigtigste lægeplanter for de nordamerikanske prærieindianere, specielt Cheyenne, Dakota (= Sioux, Oglala), Kiowa, Crow, Omaha, Pawnee, Ponca, Teton, Delaware og Comanche. De brugte saften, en grød af urten eller rodstykker som de tyggede og sommetider lavede de afkog af planten. De traditionelle anvendelsesområder var talrige bl.a. forkølelse. Man formoder, at indianerne ikke skelnede mellem de individuelle arter af Echinacea, men dyrkede flere varianter af planten i deres områder.

De nordamerikanske nybyggere tog dyrkningen af planten til sig fra indianerne. Så tidligt som 1737, blev planten og dens medicinske virkning beskrevet af John Clayton i hans ”Catalogue of Plants, Fruits, and Trees Native to Virginia”. Herefter blev Echinacea, under navnet Black Sampson, hovedsagelig brugt af naturlæger i lægmandsmedicin. I 1852 var E. purpurea i ”Ecclectic Dispensatory of the United States” for første gang. Det første farmaceutiske middel blev produceret og solgt omkring 1869 i Pawnee City af tyskeren H.C.F. Mayer under navnet ”Meyer’s Blood Purifier” og kendskabet til Echinacea og rapporter om dens positive virkning blev udbredt. Men i 1909 blev den røde solhats virkning benægtet og den blev ikke anført i listen over ”New and Non-Official Remedies”. I 1911 blev den første omfattende farmaceutiske-diagnostiske rapport over E. angustifolia offentliggjort med talrige meget detaljerede tegninger. I 1930’erne blev interessen i De Forende Stater for Echinacea mindre og der blev kun offentliggjort få artikler om planten.

1900 beskrev Clarke detaljeret kliniske succes’er i hans ”Dictionary of Practical Material Medica”, der udkom i London. Et homøopatisk forsøg blev offentliggjort i 1906, og i 1924 anførte Dr. Wilmar Schwabe E. angustifolia i hans ”Homeopathic Medicine Book”. Stauffer og Madaus var behjælpelige med at bane vejen for Echinacea i Europa og siden da har der været intensiv morfologisk, farmaceutisk og klinisk forskning omkring Echinacea-arterne, hvor at Echinacea purpurea har været forsket mest intensivt.

Alfred Vogel lærte rød solhat at kende i begyndelsen af 1950’erne under en rejse til USA, der blandt andet førte ham til South Dakota. Her knyttede han venskab med Dakotahøvdingen Black Elk, der indviede ham i stammens lægekunst og forærede ham nogle Echinacea frø. Planterne fra disse frø kom til at danne grundlag for Alfred Vogels eksperimenter med Echinacea, som blev hans vigtigste lægeplante.

Botaniske karakteristika

Den røde solhat er en flerårig plante med forholdsvis fine, forgrenede rødder, hvorfra der vokser en 60-150 cm høj, kraftig, flerdelt stængel med få grove hår. De mørkegrønne, stilkede grundblade er ægformede eller æg-lancetformede, tilspidsede og groft takkede, mens de noget mindre stængelblade er takkede til helrandede, ru på begge sider og sidder helt ind til stængelen. De langstilkede, koniskformede blomsterhoveder er 1,5-2,5 cm høje med en diameter på ca. 4 cm. Den orange til mørkerøde tubiflora er ca. 5 mm. lang, er overraskende hård og har givet planten tilnavnet ”pindsvinehoved”. De mørkerøde, hængende, tungeformede blomsterblade er 4-6 cm. lange.

Der sondres tydeligt mellem E. purpurea’s morfologiske karakteristika (f.eks. ægformet, takkede blade; højde; varierende udseende; mørkerød, tungeformede blomster).

Rød solhat blomstrer det første år i september og de følgende år i juli.

Voksested

Echinacea-familien stammer fra den centrale- og sydøstlige del af USA. Nogle arter, som f.eks. E. angustfolie, E. purpurea og E. pallida er vidt udbredte, medens andre arter, såsom E. laevigata, E. tennesseensis og E. paradoxa kun findes få steder. E. tennesseensis er på listen over truede arter.

E. purpurea foretrækker fortrinsvis fugtige steder i halvskygge, såsom ved kanten af skove og flodbredder op til 1500 meter over havoverfladen.

Forfalskede Echinacea præparater er meget almindelige. E. angustfolia dyrket i Mellemeuropa er sædvanligvis E. pallida, som er nem at dyrke.

Ved at dyrke sin egen E. purpurea fra vore egne frø, i overensstemmelse med A. Vogels fremgangsmåde, sikrer Bioforce kvalitet og genetisk ensartethed og beskytter samtidig bestanden mod ukontrolleret udnyttelse.

Tilberedning 

A. Vogel anvender alkoholudtræk fra de friske økologiske overjordiske dele af Echinacea purpurea, som høstes under og lige før blomstring, såvel som friske økologisk dyrkede planterødder, som er mindst tre år gamle. Homøopatiske produkter er manuelt potenserede og urten og roden bliver også anvendt til tandpasta, creme og i halsbolsjer. Nogle firmaer masseproducerer nu Echinacea polysaccharider fra vævskulturer i nedbrydningstanke. Dog kan produkter, der er produceret på denne måde, ikke længere kaldes phytoterapeutiske præparater.

 
 

Printprint-icon

0 Produkt(er) i din indkøbskurv